Generalforsamling 2015

Skanderborg Petanque

Beretning ved generalforsamlingen den 22. november 2015

 

Foreningen blev stiftet den 10. december 2006, og det er således den niende ordinære generalforsamling.

 

Vi gør det attraktivt at spille petanque.

Vi giver oplevelser for den enkelte.

Vi skaber et fællesskab.

Vi giver plads til hygge.

Vi giver plads til konkurrence.

 

Sådan skriver vi på vores hjemmeside.

 

Lever vi op til det? Det skal vi drøfte i dag!

Er der noget bestyrelsen kan gøre bedre? Det skal vi også drøfte i dag!

 

Er det attraktivt, at spille petanque hos os?

Vi forsøger at gør det indbydende at komme i foreningen og spille petanque, fordi vi søger at fremmer det gode spil, og roser alle for gode præstationer.

 

Giver vi så oplevelser for den enkelte spiller?

Vi tilstræber spilleglæde, og vi ser tydeligt glæden / overraskelsen, når en spiller præsterer i spillet.

 

Skaber vi et fællesskab?

Vi har ”klubtøj”, spiller på hold, og er stolte, hver gang Skanderborg Petanque bliver omtalt i den lokale avis.

Bestyrelsen er dog meget bevidste om, at vi har petanque tirsdag formiddag og onsdag aften, og der skal ydes en indsats for at fastholde en fælles foreningsånd.

Bestyrelsen håber, at fællesskabet vil trives, og vi er meget glade for, at medlemmerne gerne vil arbejde for foreningen.

Vi oplever heldigvis, at medlemmerne interesserer sig for hinanden også uden for petanquebanerne, og det er meget positivt.

 

Giver vi plads til hygge?

Vi tilstræber en god stemning på banerne, og vi slutter altid af med en hyggesnak over en forfriskning.

 

Giver vi plads til konkurrence?

Vi deltager i DGI´s turneringer, og mange af DGI Sydøstjyllands stævner. Der er også mulighed for at deltage turneringer og konkurrencer, som Dansk Petanque Forbund afholder. Bestyrelsen er indstillet på at arbejde for det, når der er 10 – 12 spillere, der vil dyrke denne spilleform.

 

Bestyrelsen mener, at vi lever op til hjemmesidens budskab, men vi lytter gerne til gode råd.

 

Markedsføring for at tiltrække flere medlemmer

Vi har indrykket annoncer i Uge-Bladet og Lokalavisen. Derudover har vi forsøgt at gøre vores hjemmeside mere direkte med nye foto og en direkte tekst.

 

Vi er også glade for den positive omtale vi får i pressen når vore medlemmer opnår gode placeringer. For at forstærke denne effekt opfordrer bestyrelsen medlemmerne til at bære ”klubtøjet” med navn og logo i bybilledet.

 

Mål og handlingsplan

Vi har en mål og handlingsplan for 2015 – hvor det er et mål, at:

  • styrke fællesskabet
  • foreningen skal have over 30 medlemmer
  • give god information om foreningens - og DGI Sydøstjyllands petanque arrangementer
  • dygtiggøre spillere
  • deltage i DGI Sydøstjyllands arrangementer

 

Bestyrelsen mener, at vi på det nærmeste har opfyldt målsætningen for 2015.

 

Mål og handlingsplan 2016

Vi skal senere i dag drøfte mål og handlingsplanen for 2016, og det er bestyrelsens ønske, at vi skal arbejde for at styrke fællesskabet og opnå gode sportslige resultater.

 

Til foråret er der mulighed for, at vi tilmelder nye hold til DGI Sydøstjyllands kvartetturnering, og det vil glæde bestyrelsen, hvis vi kan stille flere hold.

 

Der er mulighed for at afholde kurser, instruktioner og lignende for at dygtiggøre petanquespillere.

 

Idræt om dagen

Vi har kørt ”Idræt om dagen” i 2½ år, og vi fejrede 2 årsdagen med ost og rødvin den 7. april i år.

 

Bestyrelsen overvejer, at vi fremover kombinerer starten på sommersæsonen med markedsføring (presseomtale og annonce), samt ost og rødvin, såvel til de petanquespillere, der spiller tirsdag formiddag, og de der spiller onsdag aften.

 

I 2016 kunne markeringen være tirsdag den 5. april og onsdag den 6. april, dagene falder efter påske.

 

Sommerfest

Vi har afholdt en sommerfest med en flot tilslutning, og bestyrelsen har besluttet, at der også afholdes sommerfest i 2016. Vi foreslår, at det bliver fredag den 26. august 2016.

 

Afslutning

Bestyrelsen vil gøre sit bedste, for at vi kan få en god og bæredygtig forening.

 

Afslutningsvis vil jeg takke bestyrelsen for det gode samarbejde i årets løb.

 

Der skal også lyde en stor tak til alle medlemmer for jeres store indsats for Skanderborg Petanque.

 

På bestyrelsens vegne Tage Kristensen

 

© 2008 Skanderborg Petanque • Webmaster: Kai Frostholm, Skanderborg • kai.frostholm@privat.dk • Opdateret 04-01-2016